
Holdtræning
I min holdtræning forener jeg yogaens fordybelse og smidighed, karatens styrke og kraft og kropsterapiens viden om krop og sind i én træningsform.
Hvad er Manuvision-træning, og hvordan foregår det?
De 90 minutter begynder med en kort meditation med fokus på grounding, efterfulgt af siddende og stående dynamiske øvelser, der øger pulsen, og dybe stræk, der afspænder kroppen.
Vi træner hele kroppen omhyggeligt fra tå til top, med særligt fokus på vores fundament: fødderne. Bløde og smidige fødder med god kontakt til underlaget giver fornemmelse af grounding og frihed i kroppen.
Gennem træningen sætter jeg ord på forbindelsen mellem krop og sind og guider dig ind i øvelserne med fokus på nærvær og opmærksomhed på din krop.
Alle kan være med - uanset køn, alder og fysisk form. Vi træner ikke imod hinanden, men sammen med hinanden og med os selv.
*I øjeblikket afventer jeg nye lokaler til holdtræning. Kontakt mig, hvis du er interesseret i at blive skrevet på listen.
Manuvision-træning er
også selvbehandling
Træningen er ikke bare en almindelig træningsrutine - det er også selvbehandling. I mine behandlinger på briksen hjælper jeg dig med at løsne op i kroppen, og i holdtræningen lærer du at gøre arbejdet selv.
Øvelserne er ‘oversat’ fra de forskellige teknikker jeg bruger ved briksen, så du aktivt arbejder med de spændinger og blokeringer, der ligger bag de fysiske og mentale udfordringer, som arbejdes med i behandlingen.
På den måde er træningen et godt supplement til kropsterapi, fordi vi aktivt arbejder med at mærke og forbedre forbindelsen mellem krop og sind.
Kropsbevidsthed
Vi lytter til kroppen og mærker vores grænser og sansninger. Her udforsker vi nervesystemets automatiske reaktion på pres, og træner dets evne til at veksle mellem at være i ro og på vagt.
Nærvær & opmærksomhed
Vi arbejder med ro og nærvær, og du træner din opmærksomhed gennem hele træningen. – lige fra guidet meditation i timens begyndelse til udstrækning mod slutningen.
Forebyggelse af skader
Træningen forebygger skader og bidrager til at afhjælpe eventuelle ubalancer og gener i din krop. Den kan ses som en basal vedligeholdelse af kroppen.